Onsdag d. 10/10 Højris Rideklub > Dagbog fra Kina
I dag havde vi valgt at tage på shopping i Shanghai sammen med Else-Marie og Knud. Vi kunne komme med en fællesbus ind og taxi det sidste stykke, og vi slap af sted uden orange. Først var vi lige oppe og nyde udsigten fra forældrehotellet – det var godt nok noget af en udsigt og sidde og nyde sin morgenmad til !!! Vi gik ad ”The Bund” hen til et ”tog” under floden Huangpu Jiang, hvor der var et vældigt lysshow. Det var helt fantastisk flot og helt ubeskriveligt – og i øvrigt umuligt at fotografere, så I må selv derned og opleve det. Det var næsten, som at deltage i en space-film. Turen med toget går over til Pudong-halvøen, hvor vi var oppe i Jin Mao Tower, som har 88 etager – og det tog max. 2 min. at komme op til toppen. Det var utroligt, at man faktisk ikke kunne mærke, at det gik så stærkt, ud over at det trykkede lidt i ørerne. Sikke en fantastisk udsigt, som I kan se på billederne. Inde i tårnet, kunne man kigge de 88 etager ned – pyh-ha – ikke noget for nogen med højdeskræk. DER var godt nok langt ned ! I øvrigt ikke sjovt, hvis elevatoren strejkede !!!
Ved udgangen fik vi en ægte perle, som kom lige ud af muslingen, og var helt varm, og så kunne man få den monteret i enten ørenringe eller halskæder, eller blot få den, som den var. Så gik vi tilbage til toget, og over i den gamle, fattige bydel. DET var godt nok fattigt. Der var en masse små butikker, og inde bagved boede folkene. I får ingen billeder derfra, for man følte slet ingen trang til at gengive SÅ meget elendighed. Det er bestemt en oplevelse, som lagres i hukommelsen, og hvor har vi det godt i lille Danmark. Tiggere mødte vi også en del af, og man har lyst til at give noget til alle, men desværre har vi jo ikke mulighed for at frelse HELE verden. Da vi nåede videre i gaderne, var vi, trods den nedslående oplevelse i det fattige kvarter, blevet lidt slunkne, og sandelig om ikke vi kunne se ”Den gyldne Måge” (Mc Donald’s) – hvor vi vidste, hvad vi kunne få, at vi kunne få det ret hurtigt. Herefter gik vi ind i den nyere bydel i handelsgaderne, og kom til et meget berømt tehus. Her deltes vi lige for en kort stund, og så var der ellers powershopping igen. Man kan nå meget på 20 min. ! Så var det ved at være tid til at skilles fra Anettes forældre, og vi skulle med taxi tilbage til vores hotel. Det tog lidt tid for chaufføren at finde ud af, hvilken vej han skulle køre, for vi skulle ud af hans vanlige distrikt, men da vi først kom af sted og kom ud af myldretrafikken, gik det helt godt derud af på motorvejen. Han var ret skrap til vognbaneskift og kørte helt godt og stærkt.. Efter 1 ¼ time var vi fremme ved hotellet, og sådan en tur kostede den nette sum af 270 kinesiske yang !!! Kl. 18 var der arrangeret afskedsceremoni for alle ryttene fra de to hoteller. Det blev afholdt på et RET flot hotel i nærheden, og der var disket op med diverse kinesiske delikatesser. Derefter var der taler mv., og så var de forskellige delegationer, som havde lyst, oppe og lave optrin, til stor fornøjelse for alle. F.eks. lærte vi ”Jens Hansens Bondegård” på italiensk, og der blev danset kædedans i stor stil, sunget, danset ….osv. Vi valgte dog i den danske lejr at springe over, da vi jo kun er 4. Undervejs i festen blev der byttet pins i stor stil og skrevet på T-shirts og sadelunderlag. Dette pins-bytteri udføres i øvrigt i stor stil ved disse lege. Rigtig sjov tradition, og man kan faktisk redde sig nogle både flotte og sjove fra de øvrige nationer. Hvis ikke det var gået op for os i forvejen, så blev man ved festen erindret om, at nu er det altså ved at være slut for denne gang, og der blev uddelt knus og kram til højre og venstre, og også fældet tårer. For mange ledere og trænere er det jo et ”På gensyn” om 4 år i Athen, som er værtsland i 2011, men for rytterne gælder reglen, at man ikke kan deltage ved disse lege, da man ikke kan deltage i 2 på hinanden følgende lege.
I morgen skal vi til afslutningsceremoni i Shanghai – en knap så ”stiv” forestilling som åbningshøjtideligheden. Her kommer vi heller ikke ind landevis men i stedet efter idræt.
 

Udsigt fra tårnet

 

En helt "nyfødt" perle

 

Vandet er gået over sine bredder - pga. tyfonen

 

En af delikatesserne fra aftenens afskedsceremoni: Grisesener !!!

 

Den danske trup siger også farvel

 

Igen er Uffe i med de smukke piger !!! (han bliver godt nok svær at få med hjem)

 
Sidst opdateret: 11-10-2007 af Erik Lindved