Torsdag d. 4/10 Højris Rideklub > Dagbog fra Kina
 
I dag har vi ikke været på ridestadion, da vi jo fik tildelt heste i går, og denne afprøvning løber over to dage. Vi havde så forestillet os, at vi ville snuse lidt omkring i området, gå til stranden (der er ca. 1 km – vi har jo den skønneste havudsigt fra værelserne) men endnu engang var det kineserne, der bestemte, for DET stod ikke på deres program. Nej – vi skulle gøre os klar til at køre til ”Healthy Athletes Program” inde i byen. Det er et sundhedsprogram, hvor atleterne kan få checket deres sundhed. Eks. få afprøvet syn og er der brug for briller, får de et par briller kvit og frit, og er deres syn ok, bliver de tilbudt solbriller. Det var en lang proces at komme igennem alle de forskellige synstests, som jo var lavet ganske handicapvenlig. Desværre var ikke alle hjælperne lige handicapvenlige – deres tålmodighed var ikke altid lige lang, når der skulle testes. Anettes syn var ganske fejlfrit, så hun scorede et par seje solbriller, men Uffe kunne godt have glæde af et par briller. De lavede så testbriller til ham, som han prøvede at gå rundt med, og med et stort smil på, så måske de alligevel er ok. I hvert fald fabrikerer de et par briller til ham, som kommer til ham en af dagene her på hotellet. Der var også mulighed for at få checket tænder, og også her var Anettes i tip-top stand, men de tilbød hende at få lavet en bideskinne, til når hun skal dyrke sport !!! Øh – nok ikke særlig relevant til dressur ??? Fodtjek var også et tilbud, men igen var Anettes ok – så hun fik ikke skoindlæg, som var tilbudet her, men i stedet et par strømper. Uffe var også omkring høretesten, og den var fin. Da vi kørte ud til stedet, spurgte vi om, hvornår bussen kørte tilbage, men det vidste voluntørerne ikke, og kunne heller ikke få det at vide, hverken hos buschaufførerne og hos deres overordnede, så da Anette og Uffe havde prøvet det, som de havde lyst til, satte vi os op i ”ventehjørnet”. Anettes forældre, som jo er med herude, havde vi nået at få fortalt, at vi var i byen, så de kom og besøgte os ganske kort. Det havde vi godt nok ikke indhentet tilladelse til, men de blev da godt nok lukket ind alligevel. Da vi kom ud til bussen, var der lidt forfriskninger til os – så frisk som nu sojamælk og chokoladekiks er, så da vi returnerede til hotellet, troede vi, at vi kunne få frokost, men nej. Det var ikke meningen, men Lene fik gennemtrumfet, at vi kunne få noget pasta og frugt. Nu er det jo Kina, så det er jo ikke lige sådan, at få dette gennemført, eftersom der jo skal blandes rigtig mange ind i sådan en alvorlig sag ! Samtidig med havde Anette mistet sine nøglekort, og det var igen rigtig kinesisk at få et nyt. De parlamenterede frem og tilbage, og med så mange involverede kan det jo tage riiiiigtig lang tid ! Da vi havde ventet på det i ca. 20 min., var Lenes og min tålmodighed ganske enkelt ved at slippe op. Anette ventede tålmodigt på, at sagen blev løst mens Lene og jeg efterhånden var helt oppe i det røde felt. Vi fik tilbudt, at vi kunne låne et kort, som så skulle afleveres i receptionen, hver gang vi gik ud og ind – hvor besværligt. Det det hele drejede sig om var (fandt vi ud af), at finde ud af om organisationen ville betale for et nyt kort (40 Yuan), og der skulle så en fra hovedkontoret ud til hotellet for at underskrive formularen, og indtil da, måtte vi låne et kort. Se det var jo let at løse det problem ved at hive  40 Yuan op af pungen – SE det var rigtig kinesisk !!! Og alt i alt havde vi stået og parlamenteret frem og tilbage og ventet i over en halv time. Vore stakkels orange blev kostet rundt med deres overordnede, som ikke taler særlig pænt til dem. Selv om vi ikke fatter en snus af, hvad de siger, kan man jo godt aflæse en del på kropssproget. Maden fik vi bragt op, og jeg skal sandelig da lige love for, at de skulle have lukket munden på os, så vi fik serveret en giga-portion pasta + en ordentlig skål frugt. Vores plan var egentlig, at vi ville have været lidt ude, men efter denne seance trængte vi ærlig talt til at slappe lidt af på værelset. Efter aftensmaden ville vi ud med vore to orange, men der var – på opfordring – blevet lavet en fælles tur for hele hotellet til et nærliggende shoppingcenter. Man skal faktisk et godt stykke væk for bare at købe en pakke tyggegummi. Der kom 3 busser, og kørte os til centeret, som ligger ca. 2-3 km væk. Selvfølgelig med katastrofeblinket tændt på busserne og med politieskorte !!! – Det er altså bare FOR meget !!! Det var nu ikke nogen sindsoprivende oplevelse, men atleterne fik da lige købt lidt snacks, slik o.lign. De bruger godt nok mange unødvendige ressourcer på dette.
 

Anette til synstest

 

Hendes syn var helt i top, så hun scorede et par solbriller

 

Som I kan se, ER der mange orange.
Her er de lige samlet inden afgangen til indkøbscenteret.

 
Sidst opdateret: 04-10-2007 af Erik Lindved