Torsdag d. 27/9 Højris Rideklub > Dagbog fra Kina
 

Torsdag d. 27.09.07

Afrejse fra Ikast kl. 11:45
Mødetid – checkin fra kl. 19:15 –

Endelig blev det DAGEN hvor vores – forhåbentlig – store oplevelse: At deltage i S.O. i Shanghai, Kina startede. Efter knap 1½ års forberedelse og spændt venten, var det næsten uvirkeligt, at det var NU. Vi havde check-in i Kastrup Lufthavn kl. 19:15 – hvor truppen på 50 udøvere og 22 trænere og ledere var ved at indfinde sig. Kl. 20:50 lettede vi fra dansk jord med kurs mod Beijing, hvor vi efter 10 timers flyvning havde et ophold på et par timer, inden vi herfra skulle på en 2 timers flyvning til Shanghai. I lufthavnen i Beijing mødte vi det stramme, kinesiske system for første gang. Formularer (som vi heldigvis havde udfyldt i forvejen) skulle afleveres, vi blev checket og dobbeltchecket, og var der den mindste tvivl om noget, blev der tilkaldt endnu en, med en større kasket eller flere bånd på skjorten. Kunne han heller ikke løse problemet eller tvivlen, så hidkaldte man bare endnu en. Ofte så vi en hel flok, der stod og kiggede på en eller to der arbejdede. Under opholdet i Beijing lufthavn skulle vi selv sørge for noget frokost, og det blev da noget af en oplevelse. Der var ikke lige hverken burgerbar eller noget hurtigt take-away-mad, så vi forsøgte os med et tehus, som også serverede varm mad. Drikkevarerne her var jo – selvfølgelig – the, men man skal vist være kineser, for at synes at det var ok at drikke the til en risret med kødsovs. De var meget servicemindede, så de tilbød at skaffe cola til os, hvilket vi tog imod med glæde, blot for at slippe for the’en til den varme mad. Der skal også lige tilføjes, at det vist ikke var Medova-the de serverede der. Pris for en kande the til 6 personer: Knap 400 kr. !!! – men så var det også en meget lækker the. Til dessert bestilte vi frugt – og man kunne vælge mellem en lille og en stor. Vi forsøgte os med en lille – og godt vi ikke havde bestilt en stor, da vi sagtens kunne have nøjedes med 2 portioner til 6 mennesker. Det skal lige tilføjes, at vi på dette thehus vist fik en særlig salon – vi følte os næsten som aber i bur, og de kiggede godt nok på os. Mens vi ventede på maden talte vi om, om vi havde bestilt noget mærkeligt, idet vi var meget interessante, men ud over at have frugt til en hel hær, så var der nu ikke noget mystisk ved det. Jo – måske colaen. Det var nok ikke særlig høfligt at drikke cola i et fint thehus. Derfra gik det så mod Shanghai – dvs. det tog igen en vældig tid at komme igennem ”systemet”, men vi kom da af sted på den sidste flyvning på ca. 2 timer. Her mødte vi så for første gang vore orangeblusede hjælpere. De følger os OVERALT – ja – ok – vi kan dog få lov at være på toilettet i fred. Der var en del bagagekludder der, men det løste sig, og så blev det fragtet i forvejen ud til hotellet, så vi selv slap for det trælse slæbearbejde. Så skulle vi til registreringskontoret og have uddelt vore deltagerkort. Vi blev serviceret vældig der, men det tog ret lang tid, og vi var alle ved at være godt brugte. Heldigvis havde træner Anders en guitar med, og så kom der ellers gang i både limbo og boogi-woogi – og kineserne gloede, tog fotos og video. Jeg vil gerne være fri for at vide, hvad de tænkte !!! Nå men jeg var så en af de ”heldige”, hvor der var noget uoverensstemmelse mellem pas og kort, så vi skulle ind på et kontor, og have reddet trådene ud. Der var nogle kort, hvor de havde byttet om på billeder og navne, og andre skulle de have nye fotos. Et typisk kinesisk kontor: 17 orange-trøjede (jeg talte dem faktisk !!!), en blå-trøjet – hende der bestemte (og skældte ud), en fotograf med 2 assistenter – og jeg vil ikke nævne, hvor mange af dem der lavede noget !!! Mit kort var alligevel ok, dvs. det var ikke færdigt, så til sidst tog vi derfra med vores bombede trup, og blev lovet at få kortene næste dag. På registreringskontoret – som i øvrigt var kæmpe stort – stod der også fuld uniformerede vagter med flotte hatte (så de havde nok noget magt). Jeg tror, at de trak vejret, men så var det også det hele. Da jeg gik alene tilbage til vores samlingsrum, forbi en af disse vagter, fik jeg pludselig en vældig lyst til, at spæne af sted, eller andet opsigtsvækkende, for at se hvordan de ville reagere, men jeg nærede mig ! De lignede ikke nogen, der var til spøg ! Så manglede vi ”kun” lige 45 min. i bus ud til vores hotel, og nu nærmede klokken sig 24:00 (der er en tidsforskel til Kina på +6 timer). Ved hotellet blev vi mødt af en vældig velkomstkommité, og igen en hel hær af de ”orange”. Det er i øvrigt unge, studerende tror jeg. Aldersmæssigt er det nok det der svarer til gym.elever i Danmark, og de er bare SÅ hjælpsomme og søde. Der er faktisk tilknyttet en til hvert værelse, som sørger for, at vi står klar ved bussen, når vi skal hentes osv. På hotellet blev vi sendt lige i spisesalen til en lækker aftensmad – som jo nærmere var natmad, og igen stod alle på (spise)pinde for at hjælpe os tilrette. Atter stod der en hel hær for at hjælpe os (og kigge på os !!!). Jeg spurgte ”vores” orange om hvor toilettet var, og ja, jeg KUNNE ikke gå forkeret, for de stod på række og pegede alle i retningen af toilettet. Det var altså til at skrupgrine over. ENDELIG var det ved at være sengetid, så efter et meget velfortjent bad, var det bare at stille vækkeuret til at ruske liv om ganske få timer zzzzzzzzzzzzzzz.

 
Sidst opdateret: 29-09-2007 af Erik Lindved